Velkommen til Skulpturlandskab

 

Mols Bjerge blev skabt af den enorme iskappe i sidste istid. Gennem flere tusinde år, bevægede den sig frem og tilbage i landskabet og skabte alle de smukke og oplevelsesrige landskabstræk, der i dag kendetegner området. Der er bakkerne mod syd, flodsletten mod nord og den unikke kystlinie.

Mennesker har i alle tider været tiltrukket af det frodige landskab som istiden efterlod. Nogle har dyrket jorden og jaget i området, mens andre har besøgt og bosat sig i området, inspireret af roen, den smukke og varierede natur, havet og himlen.

 

 

Ligesom bopladserne, slottene og herregårdene vidner om menneskets tilstedeværelse igennem årtusinder, vil Skulpturlandskab præge den tid vi lever i nu og efterlade spor til vores efterkommere. Spor efter vores kultur. 

Skulpturlandskab vil på fem særligt udvalgte steder i og omkring Mols Bjerge skabe fem forskellige skulpturelle nedslagspunkter, hvor kunst, historie, natur, arkitektur, kultur og fortælling vil smelte sammen – hvert sted med sin historie. Som noget ganske enestående i Danmark arbejder Skulpturlandskab også målrettet på at skabe et internationalt center for skulptur.